Frygt stjæler vores fremtid!

Der har altid været noget galt.
Noget som argumenterede for at det ikke var muligt.
Noget som bortforklarede kaldet.
Noget som henviste trosskridtet til et senere og mere passende tidspunkt.

Tidspunkter som vi bare ikke har nogen garanti for nogensinde at løbe ind i. Altså tidspunkter, hvor alt har lagt sig til rette: pengene er der, børnene er klar til det, skolen klapper i hænderne, forældrene er begejstrede, himlen er skyfri og englene synger.

For nogle af spejderne ved Jordan lød svaret på Kalebs begejstrede rapport fra det land, som de var flygtet i retning af efter udgangen fra Egypten: “De er kæmper, og vi har ikke en chance imod dem. Da vi så dem, følte vi os på størrelse med græshopper - og sådan ser de nok også på os.« (4.Mos.13,31-33)

Efter flere hundrede års fangenskab og slaveri i Egypten. Utallige fællessange om det tabte hjemland. Trosbekendelser om det tabte hjemland. Erklæringer, bønner og proklamationer om det tabte hjemland. Og nu står de der - lige på grænsen ind til det lovede land. Alle Guds løfter er i rygsækken. Pakket ned lige ved siden af deres egen historie og drømme. Men der var noget galt. Det var lidt utrygt. Nu kender vi jo Israelitternes historie i bagklogskabens ulideligt klare lys og ved, at de som valgte at handle på deres frygt mistede deres fremtid. Den fremtid, som var deres, gav de selv slip på. Hvad Amoritter, Amalekitter og Moabitter ikke kunne tage fra dem, gav de selv bort. Deres frygt stjal deres drømme; deres fremtid.

Sørgeligt tænker vi.

Men beretningen er jo om dig og mig. Vi står på valg i vores liv, hver gang vi udfordres på vores bekymrede tilgang til tilværelsen. Hver gang vi frygter mere, end vi drømmer. Hver gang bekymringen gemmer sig under et lag “fornuft” og bortforklarer Guds kald til at springe ud i den drøm om mission, om et besøg hos en missionærer, et spring ud i et voluntør-ophold eller et tilsagn om at støtte en andens tjeneste økonomisk for en periode. Der er mange gode ting at sige om et trygt liv fra vugge til grav i trygge Danmark. Vi må bare aldrig frygte at leve med lidenskab imellem vugge og grav. Det er ikke kun vores omverden, som har brug for det - det har vi også selv.

Guds fred.

Niels-Peter Hedegaard