
Leder: Relationer
Relationer
“You can’t live with them and you can’t live without them”. “Din styrke ligger i dine relationer”. Dette er citater, jeg har hørt om relationer gennem tiden.
Her i sidste uge hørte jeg yderligere en oneliner om relationer, som fik mig til at tænke…
"Think of your worst season in ministry - or your best - and I guarantee you that there is a person at the other end of both." Altså: Tænk på din værste periode i tjeneste - eller din bedste - og jeg garanterer dig, at der er en person i den anden ende af begge (perioder). Det er Dr. Henry Cloud som i en podcast taler om trivsel og lederskab.
Så jeg har tænkt over tilværelsen. Om den gode doktor har ret. Og jeg medgiver ham, at der faktisk godt kan sættes ansigter på både trivsel og mistrivsel. Sådan lidt forsimplet ganske vist. Men alligevel. Pointen er i hvertfald god nok: Vi formes i høj grad af vores relationer - på godt og ondt.
“Gode vaner forsvinder i dårligt selskab” (1Kor15,33b;BHDK) siger Paulus. Så jo - den er god nok. Ingen er immune overfor dårlige relationer - eller overfor ensomheden i manglende meningsfulde relationer.
I lyset af relationers betydning på godt og ondt, arbejder vi for at AKM må udfordre og opflamme missions-netværket mellem menigheder og udsendte. Hvis 2015 og 2016 var årene, hvor vi satte fokus på vores evne til at servicere kirkernes diakonale og sociale arbejde med støtte fra fonde og puljer, så bliver der fra 2017 sat fokus på netværk og relationer for alle involverede i AKM-projekter. Vi ved, at det er et hængeparti. Og dermed ved vi også, at vi kan gøre det bedre.
Hjælp os og sæt allerede nu datoerne af i din kalender for MissionsSummit 2017: 7.-10. juni. (Meget mere om det senere)
Godt nytår fra os i AKMs missionsfacilitator-team
Niels-Peter Hedegaard
Rene Trost-Tryck
Michael Bobjerg
Dina Siegumfeldt