
Rodfæstet
Temaet for Året 2018 i Apostolsk Kirke herunder Sommercampen er inspireret af bla. efeserbrevet 3,17.
“jeg beder om… at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter og I være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed”
Rodfæstet i kærlighed, i fællesskab og i kirkens mission. Temaer som alle fremgår af Efeserbrevet 3.
Vedvarende justeringer og ændringer i vores liv, samfundet og ja... missionsarbejdet kan give indtrykket af, at alt er i bevægelse. Noget stopper, andet starter. Nye folk kommer til, andre stopper. Måder ændres og nye streger tegnes.
Men temaet understreger, at der altid er noget, som kan forankre os igennem forandringer. At der er noget som uændret står ved magt og sætter sit aftryk på alt det foranderlige.
Og det er faktisk dét, jeg finder, som giver mig størst håb og tro for fremtiden: Forankringen og rødderne i at vi er i færd med at gøre, hvad generationer før os har gjort, og hvad Jesus Kristus har udfordret os på at gøre. Vi tror på Guds mission igennem kirken. Og vi tror at mission udføres i fællesskab med andre.
Så når vi i år på Sommercamp samler ind som fællesskab, er fokus på kirker i fællesskabet, som planter og opbygger kirker, der sætter aftryk på deres lokalsamfund. I Zambia og Moldavien er to projekter igang med at sætte et aftryk på deres lokalsamfund. På sin vis sker der mange nye ting rundt omkring i AKM-regi. Men på den anden side er det også altsammen så … skal vi sige rodfæstet og genkendeligt i forhold til det mandat, vi har fået givet.
Sæt tid af på Sommercampen i år til at deltage i nogle af de udtryk for rodfæstet mission som AKM rummer.
Blessings
Niels-Peter Hedegaard
P.S. Husk i øvrigt at sætte næste MissionSummit i din kalender: Det sker 12.-15. juni 2019